Gå til forsiden
ASR

Sådan begyndte det!

Noget af det, jeg savnede mest, da jeg i 1940 fik udnævnelsen til Aarhusianer og dermed forlod København, var studenterroningen. Der opstod derfor hurtigt denne tanke at forsøge at etablere en studenterroklub ved det endnu så grønne Uninversitet i Aarhus, og da der selvsagt i byen fandtes adskillige tidligere studenterroere, var det ikke særlig svært at vinde genlyd for tanken.

Oprindelig havde jeg forestillet mig, at klubben skulle være en slags filial af Danske Studenters Roklub, fordi jeg ikke mente, at vi i Aarhus kunne magte at stable en klub pa benene under den dengang verserende krig. Desuden mente jeg, at når klubben i København hed Danske Studenters Roklub, burde den omfatte alle danske studenter, hvortil Aarhus studenterne allerede dengang hørte.

Jeg forelagde en løs ide herom for D.S.R's formand, Gudmund Schack, der imidlertid sammen med sine bestyrelseskolleger hurtigt kom til den slutning, at jyderne var for selvstændige til, at man kunne styre dem fra København. En tankegang han formentlig baserede på, at de mest ukonventionelle roere, d.v.s. de, der bl.a. ikke optrådte i den dengang fastsatte uniform ved roningen, var jyder. Enden på det blev da, at man i stedet for filialetableringen erklærede sig villige til fra København at støtte oprettelsen af en klub med råd og dåd. Da vi ikke havde råd, havde vi brug for dåd, navnlig med hensyn til økonomien. Man gav os omgående tilsagn om at forære os så mange både, at en klub på ca. 50 medlemmer kunne træde i funktion, når et hus var bygget. Man støttede os som en gammeldags fader støttede et gammeldags barn.

Klubbens stiftelse fandt så sted 2. december 1942. I min gribende indledningstale til de fremmødte, sagde jeg nogle ord om de muligheder, der også burde gives jydske studenter for at dyrke den sunde sport, ikke mindst under de herskende forhold, d.v.s. krigen, hvori kun et fåtal af de studerende endnu var aktivt engageret. Man var stort set endnu kun nået til alsang-stadiet. Som et af målene fremhævedes, at vi så hen til den dag, hvor vi kunne mødes i en slags Oxford- Cambridge match med vore københavnske kammerater, og engang udvikle samarbejdet udover de spærrede grænser.

Dagen efter stiftelsen drog jeg til København for at spørge den daværende Kronprins Frederik, om han ville være klubbens protektor. Han sagde ja, og betydningen heraf både da vi skulle etablere klubben og stable en form for økonomi på benene og senere gennem årene, kan næppe overvurderes Kronprins Frederik var jo en ivrig studenterroer, som i min tid i Danske Studenters Roklub kom og gik og roede som en af os andre, og hans interesse for studenterroningen var gennem årene usvækket, hvad han også gang på gang viste ASR i ord og handling.

Pengene blev skaffet ved henvendelse til offentlige og private institutioner og forretningsfolk, og der var megen goodwill overfor studenter og for nye initiativer, så vi kunne snart se, at det økonomiske fundament for byggeriet var til stede. Og også det ikke uvæsentlige arbejde under de herskende forhold at skaffe materialer til et hus blev løst ved velvilje og sympati.

D.S.R's arkitekt udarbejdede tegninger til et hus, og vi gik til Aarhus Havn for at få en grund til at lægge huset på. Daværende planer om at flytte lystbådehavnen til Varna vanskeliggjorde planerne. Vi fik anvist en midlertidig plads på den anden side af vejen ved Aarhus Roklub, hvilket ville medføre, at vi skulle have anløbsplads fælles med både denne klub og Damernes Roklub.

På grund af indvendinger fra os mod at skulle dele plads med andre klubber, enedes man om at placere huset på den nuværende plads i Fiskerihavnen. Man ville hellere slås om anløbsplads med fiskere end med andre roere. Det blev stærkt fremhævet, at det kun var en midlertidig løsning. Men som så meget andet i dette land blev det midlertidige permanent, og nu er udsigterne vel næppe store for, at der lige med det samme sker en flytning af huset.

Gudmund Schack, Carl Aage Nørgaard, Birthe Find Rasmussen, Jørgen Dissing, Søren Christian Mellerup, Otto Bjerrum
ved klubbens 40 års jubilæums-båddåb, 11/6-1983

Et medlem af bestyrelsen tilbød at bygge huset uden fortjeneste (det var og så derfor han var kommet i bestyrelsen). Og huset stod så færdigt i foråret 1943, hvor det blev indviet i overværelse af en masse mennesker. Ved indvielsen bar naturligvis alle studenter det begejstrede udtryk for deres værdighed: studenterhuen. Og de gik skam frit rundt blandt professorer og kommunalfolk, som gav hånd og rutineret slog sig selv på skuldrene i passende tempo.

Klubbens protektor, Kronprins Frederik, sendte telegrafisk hilsen, han var forhindret i at være til stede, og aviserne omtalte klubbens første standerhejsning som en Aarhus-begivenhed.

Det varede nogen tid efter starten, før man kunne hengive sig til kaproningens forjættelser, men dette skyldtes blandt andet. at den daværende formand aldrig havde anset konkurrencen indenfor studenteridrætten for væsentlig. Selvom han senere gang på gang måtte fremhæve den store betydning konkurrencesporten havde for mange forskellige sider af studenterroningen.

Samme formand og hans bestyrelse så det iøvrigt som en form for svanesang for klubben og dens specielle ånd, hvis kvindelige væsener fik indpas i klubben udenfor de fastsatte festaftener. Kønsblanding i en båd forekom vedtægtsstridigt og hæmmende for den rette mandlige udfoldelse. Det kunne alt for let vende tankerne bort fra det, man dengang anså for det væsentligste i robåden, hvis en rorskarl f.eks. kunne filosofere over en kvindelig styrmands vinkler og buer, mens han trak i åren.

Som det altid er tilfældet med en mindre klub, navnlig når den er nystartet, er kammeratskabet og følelsen af samhørighed udpræget, og man gik ligefrem til klubaftener i de trange lokaler, der udgjordes af bådehuset, som vel var den første bygning i Aarhus alene for studenter.

Ofte lånte man i ARA (Arbejdernes Roklub) en mand, når der ikke var nok til at bemande en båd forskriftsmæssigt.

Den årlige kaninfest, der snart blev fejret som sommerfest, snart som juletræsfest eller noget andet skørt, var en begivenhed, der tiltrak ikke alene studenter og flertallet af Kommunehospitalets sygeplejeelever, men også de øvrige klubbers medlemmer i stort tal. Her bidrog byens forståelse for studenternes problemer til gentagne succes'er, idet vi hentede grønt i Aarhus Skove, øl på Aarhus bryggerier o.s.v. uden større udgift for klubben, så det var en smal sag.

Hvert år, når vi satte standeren, kunne jeg udtale, at ingen ulykker hidtil havde skæmmet klubbens historie, hvorfor vi lod standeren gå til tops med det håb, at den kunne tages ned om efteråret, omend laset og udslidt, men så dog uden at være skæmmet af andet end røgen fra DSB's forbipasserende lokomotiv

- Så forskelligt var livet i klubben dengang fra nu. Sådan gik det altså til, da farfar var ung.

Otto Bjerrum


Artikel fra "ASR" nr 1, 1975 af Otto Bjerrum


Tilbage Tilbage til forrige side!

Siden er opdateret af webudvalget