Post-olympisk inspiration hos Århus-studenterroere

Klubbens første udenlandske start fandt sted i Åbo, Finland, den 3. oktober 1948

Som et resultat af flere forsøg på at få gang i kaproningen i Aarhus Studenter Roklub lykkedes det hen på eftersommeren at få et hold i træning med henblik på matchen med Københavns universitet. På grund af indtrufne omstændigheder blev dette arrangement aflyst, og klubben accepterede derfor en ofte gentagen invitation fra IK Academia i Åbo til at deltage i en international regatta hist oppe.

Efter mange ugers træning og en sidste afpudsning af Aarhus Roklubs træner og forsynet med visum og tilladelser fra nationalbank og lignende institutioner, alle fremskaffet i den tolvte time, var holdet klar til at tage af sted den 29. september via København og Stockholm til Åbo. Hertil ankom vi to dage før kaproningen: desværre kunne vi ikke selv medbringe båd, desformedelst omkostningerne ved transporten ville have belastet klubbens og vor økonomi for tungt.

Straks efter ankomsten prøvede vi den båd, der var stillet til vor disposition, for at vænne os til den og til banen. I øvrigt sparede vi både i den ene og anden retning på kræfterne til søndagen.

Kaproningen fandt sted på Aura å på en smal bane af facon som en tyrkisk krumsabel. Det var vort holds første start, men vi gik så frivilligt som muligt med til at starte i dagens fornemste løb – senior firer -, idet finnerne allerede i de trykte programmer havde placeret os i seniorklasse. Den forudgående udveksling af noter mellem de to klubber havde ikke formået at bibringe finnerne indtryk af vore hensigter i den retning. Stærk blæst og øsende regn vanskeliggjorde starten, der foregik efter trip-trap-tøffel-systemet, og først efter flere forgæves forsøg blev roerne enige om at få det overstået. Finnerne og svenskerne kom godt fra start, men vi mistede et par bådlængder, som vi trods ihærdige anstrengelser ikke havde kræfter til at indhente, hvorfor vi ved løbets afslutning befandt os på fjerdepladsen. Løbet blev meget hårdt, og afstanden mellem første og sidste båd i mål var kun ca. 5 længder! Akademisk Roklub, Helsingfors, blev vinder med Åbo på andenpladsen.

Under opholdet havde vi lejlighed til at iagttage livet inden for finsk rosport, og vi lagde særlig mærke til, at roningen dér næsten udelukkende består i træning til kaproning. De almindeligst anvendte både er outriggere og gigbåde, medens inriggere synes ret ukendte deroppe. Finland er i øvrigt efter det indtryk, vi fik, noget nær det ideelle land for rosporten: man kan altid finde et sted i en fjord eller vig, hvor der er læ, og skärgården og de mange søer frembyder muligheder for langtursroning, som vi ikke har mage til her hjemme. Det må navnlig på denne baggrund undre, at langtursroning og motionsroning, som i Danmark tæller de fleste roere, er begreber, som man dér ikke kender ret meget til.

De sidste dage af vort ophold havde vi lejlighed til at kigge lidt på de finske forhold i almindelighed. Det indtryk, vi fik, var, at det finske folk arbejder langt hårdere end det danske. Kvindelig arbejdskraft anvendes i udstrakt grad, og sjældent ser man en søgnedag folk promenere i ”pænt tøj” på gaderne. Denne udsædvanlige arbejdsindsats skyldes naturligvis først og fremmest de tab, som Finland har lidt under de to krige; og den omstændighed, at ca. halvdelen af den løbende produktion går til krigsskadeerstatninger, virker i retning af , at beskæftigelsen er stor og prisniveauet meget højt. Rationeringen er omfattende og de enkelte personers tildeling lille. For de rationerede varers vedkommende er priserne moderate; men på de frie varer ligger priserne 2-3 gange så højt som her hjemme; man ser varer nok i butikkerne, men når man får priserne at vide, forstår man, at det er skuevarer og hvorfor.

Vi kunne ikke undgå at bemærke, at landet i ret høj grad præges af sorg over landtabene til Rusland og af nervøsitet for, at venskabet med den store nabo ikke vil være holdbart; men alligevel har finnerne ikke tabt humøret, og i hvert fald hævder de selv, at deres anstrengelser i det sidste halve år har haft synlige resultater i form af højere levestandard og indskrænkning i rationeringen.

Til trods for den store forskel, der er mellem vore to folk, fandt vi os hurtigt til rette, og mærkede en tydelig sympati og velvilje overfor os danske, som bl.a. fik et gentagent udtryk i ofte fremsatte ønsker om årligt tilbagevende gensyn mellem de to klubber.

Vi følte, at vi som Aarhus Studenter Roklubs ambassadører var med til at skabe en tradition, som klubben vil gøre alt for at føre videre. Og i forbindelse med klubbens arrangement af studentermatchen i 1949 vil A.S.R. invitere til en interskandinavisk studentermatch i 4-årers outrigger mellem de 4 universiteter og højere læreanstalter i de 4 nordiske venskabsbyer.

Vor første forudsætning herfor er, at Aarhus Studenter Roklub kan stille veltrænede kaproere, og med henblik herpå henstiller jeg til alle – nuværende som vordende – medlemmer at gå i træning umiddelbart efter nytår. Det er et slid, men det er det værd.

E. Beltar