Gå til forsiden
ASR

LIDT SOM OXFORD OG CAMBRIDGE

”Jeg var en lang, opløben, bleg student fra Hjørring, da jeg kom til København og blev meldt ind i DSR, Danske Studerendes Roklub. Det var en af de få muligheder for studerende ved Københavns Universitet til at komme ud i naturen - og, ja, så var det sådan set datidens form for body building. Da jeg i 1942 flyttede til Århus, besluttede jeg mig for at skabe en studenter-roklub dér i lighed med DSR, eventuelt en filial", fortæller stifteren af Århus Studenter Roklub, statsautoriseret revisor Otto Bjerrum.

"Men den daværende direktør i Dansk Idræts Forbund, Axel Lundqvist, var en klog mand, og han sagde med det samme: "Det går aldrig, at jyder skal være en aflægger af en københavnsk klub. I må hellere stifte den som en selvstændig klub fra starten, så skal vi nok støtte jer", forsikrede han. Også DSR hjalp os meget i starten med både, andet materiel og gode råd", siger Otto Bjerrum.

Pengene skaffede Otto Bjerrum ved at henvende sig til det århusianske erhvervsliv på fint hvidt brevpapir med nydeligt blåt tryk i toppen: "Protektor Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik". Den diskrete, royale hentydning åbnede for personligt foretræde hos direktørerne, og så var det mere eller mindre om at tale sig til resten.

"En af mine bagtanker med at oprette en studenterklub i Århus var sådan set at indstifte en årlig kapronings- dyst mellem København og Århus. Lidt ligesom Oxford og Cambridge, tror jeg nok, jeg tænkte", ler Otto Bjerrum. Men der skulle gå nogen tid, før klubben kom til at dyste for alvor med københavnerne og vise sit splinternye bådehus frem. Der var en krig igang.

Anden Verdenskrig var både et godt og et skidt tidspunkt at starte en roklub på. Godt, fordi alle tænkte nationalt, og derfor var det måske lidt lettere at finde penge til klubben - skidt, fordi man kun måtte færdes på ganske bestemte, afgrænsede arealer under krigen og derfor havde det største besvær med at få arrangeret kaproninger i Århus Havn. Som Otto Bjerrum i dag siger: "Til sidst opgav vi og satte simpelthen bådene ud i en lade - også for at de ikke skulle blive ødelagt. Der blev de stående til 1945 og i 46 havde vi så den første, rigtige match mod københavnerne.

"Den foregik, som i de følgende år, under megen festivitas. Dagbladet Politiken indstiftede den vandrende sølvfakkel, og Århus Stiftstidende støttede økonomisk, hver gang Århus arrangerede. Så foregik det i havnen, og i tilknytning til kaproningen arrangerede vi flyveropvisninger, faldskærmsudspring, dykkerkonkurrencer, ja, det skiftede lidt, men altid noget festligt. Og så var der altid et orkester. Dommerne var de to rektorer fra universiteterne. Jeg husker især noble rektor H. N. Hansen fra Københavns Universitet, der engang stod og var lige ved at blive blæst væk i den rasende septemberstorm, men han blev på sin ensomme post ved målet, fin, ældre herre, som han var og dømte løbet færdigt. Det var tit, vejret ikke var med os, og når det blæste så meget som den dag, måtte vi simpelthen kåre en båd, der ikke kæntrede, som vinder, og give mere eller mindre pokker i tider og rekorder", fortæller Otto Bjerrum.

På sådanne dage var der ikke mange tilskuere, og i det hele taget mener Otto Bjerrum, at publikum aldrig har overrendt rostævnerne her i Danmark.

"Bevares, der kom da generelt mange flere dengang, end der kommer i dag, men der var jo heller ikke så mange fritidstilbud som i dag. Roning har aldrig været en af de store publikumsmagneter", siger han.

Til gengæld fejlede medlemstallet ikke noget. Allerede fra starten var der ca. 75 medlemmer, selvom der næppe ialt var 1000 studerende ved Aarhus Universitet. Det må siges at være flot.

"Senere kom der medlemmer fra Handelshøjskolen og Tandlægehøjskolen. Efterhånden gik man mindre og mindre op i, om folk var fra Universitetet (i begyndelsen havde klubben især mange jurister og økonomer i bådene), og efterhånden kom der også flere og flere uden studenterhue. I reglerne stod, at højst fem procent af medlemmerne måtte være ikke-studenter, men det gik man stille og roligt udenom. Reglen var vel kommet med på grund af lidt akademiske, fine fornemmelser", siger Otto Bjerrum.

Hverdagen var anderledes praktisk indrettet. Klubhuset lå lige ved siden af arbejdernes klub, ARA, og hvis studenterne manglede en mand til en firer, hentede man ganske simpelt en hos arbejderne. "Finere var det da heller ikke", siger Otto Bjerrum.

Men studenternes roklub forstod at holde på formerne i de dage. Skrappe reglementer, nydelige klubjakker og pligtfølelse over for den årlige klargøring af bådene. Og KUN mandlige medlemmer.

"Da de for alvor begyndte at tale om at få kvinder ind i klubben, mente jeg nok, mm tid var ved at være forbi. Jeg var imod det, dengang som nu, for min holdning er, at i en båd skal man kunne sige og gøre, hvad man vil, og det kan man som mand nu engang ikke, når der er kvinder til stede. Men flertallet var ved at vende til fordel for kvinderne, og så - sammenholdt med andre grunde - ville jeg hellere overlade pladsen til en anden", siger Otto Bjerrum.

Det var i 1965. Formandsskiftet var ganske udramatisk; ny formand blev den tidligere kaproer i Århus Roklub, professor dr. jur. Carl Aage Nørgaard, som havde motionsroet i Århus Studenter Roklub i mere end ti år på det tidspunkt.

"Så længe jeg kunne huske tilbage i min tid i klubben, havde man diskuteret, om der skulle kvinder med eller ej. Hvert år på generalforsamlingen blev emnet taget op, og veltalende tilhængere og modstandere argumenterede det bedste, de havde lært. Det var en skæg forestilling, der altid endte med sejr til modstanderne", fortæller Carl Aage Nørgaard.

Modstanderne havde nemlig et effektivt våben, det senere så berømte: "Ikke noget dametoilet". Men med klub- bens 25-års jubilæum i 1967 faldt det argument, for der blev nemlig samlet ind til et nyt klubhus, og for 100.000 kroner kunne der også blive til toilet og omklædningsrum til damerne.

"I 1970 var der dermed kvinder i klubben, og det betød, at vi var 300 medlemmer og på det tidspunkt den største roklub uden for København. Det var vi meget stolte af', siger Carl Aage Nørgaard.

Han startede sin rokarriere som 18-årig i 1942, "fordi min far nok mente, det var noget for mig, og det var det da". I en årrække var han konkurrenceroer i Århus Roklubs diverse firere og ottere og i '47 var han med i den danske otter, der vandt Nordisk Mesterskab. Intet under, at Aarhus I Studenter Roklub var glad for at få ham som forstærkning mod københavnerne, da han skiftede klub i 1952.

"Men ironisk nok har jeg aldrig været med til at vinde en af de årlige matcher. Da Århus vandt pokalen for første 1 gang i 1954, sad jeg på grund af mit arbejde i Strassbourg, og mine kammerater grinede godt af mig, da jeg kom hjem", fortæller Carl Aage Nørgaard.

Han gik af som formand i 1972, fordi hans arbejde i krævede mere og mere tid. Efterhånden er han udenlands mindst fire måneder om året på grund af sit arbejde som præsident for den europæiske Menneskerettighedskommission. Han har det tilfælles med Otto Bjerrum, at det er mange år siden, han sidst har siddet i en robåd. Og de er begge sikre på, at de sagtens kunne tage en rotur i morgen. Den slags glemmer man ikke. Otto Bjerrum: "Roning er en virus"

Tonie Ørvad Andersen

Indlæg bragt i ”På vandet – Dansk roning i hundrede år”


Tilbage Tilbage til forrige side!

Siden er opdateret af webudvalget