Gå til forsiden
ASR

CURRICULUM VITAE 1960-70

Tiårsperioden fra 1960-70 står i ASR's historie som kontrasternes årti. Det var perioden hvor klubben ved begyndelsen af tiåret var så lille, at den var i overhængende fare for at lukke. Her i 1980 hvor klubben har stort besvær med at skaffe instruktører til alle de ca. 150 nye kaniner der kommer i 1øbet af sæsonen, er det helt besynderligt at læse om situationen i begyndelsen af 1960'erne. Da søgte man af al magt at skaffe nye medlemmer, - ja man satte endog kontingentet ned for at gøre det mere tillokkende at melde sig ind! Men lige meget hjalp det.

Forholdene i klubben var iøvrigt nogenlunde følgende op til midten af tresserne: Frem til 1970 var der kun mandlige medlemmer. I 1963 drejede det sig om 120 plus 5 passive. Til rådighed havde de det gamle bådehus, hvor der var anbragt 2 (gamle) fireårers, 3 toårers og 3 scullere. Bådehallen udgjordes af den nuværende del samt det rum der nu er indrettet som opholdsrum og køkken. Opholdsrum var der til gengæld i det der nu er pigernes 'gamle' baderum. Men det var nu ikke fordi opholdsrummet blev brugt så meget på den tid. Det var først i 1963 at man begyndte at gøre onsdagsaftenerne til faste klubaftener. Dermed påbegyndtes arbejdet med at skabe aktiviteter i klubben ud over det rent romæssige.

Det er dog først fra midten af 60'erne at udviklingen begynder at tage fart. Klubben fik tilgang af en del unge aktive roere, som hurtigt kom til at sætte deres præg på aktiviteterne. I 1965 foretog Niels Axel Løvgreen og to andre den første langtur i klubben i over ti år. Turen gik til Limfjorden og vakte så stor opmærksomhed, at Niels Axel året efter blev valgt til langtursrochef (godt et halvt år efter sin indmeldelse!). Det satte mere skub i langtursroningen. Også så meget at klubben i 1967 oplevede sin (hidtil) eneste kæntringsulykke. De implicerede har hele tiden fastholdt så godt som total tavshed omkring det faktiske hændelsesforløb. Så meget desto mere har det givet plads til myterne. Sandhed eller myte: -Hvad der fortælles er nogenlunde følgende. Grundlovsdag 1967 ville to både på langtur Kaløvig rundt. Bevillingen blev givet på forhånd under den udtrykkelige forudsætning, at bådene kun tog afsted, hvis det var godt vejr. Dagen oprandt med kraftig vestenvind, hvorfor langtursrochefen antog, at turen var opgivet. Men det gjorde roerne ikke. De stak til søs, men da de nåede Åkrogen måtte de erkende, at det blæste ret kraftigt. Resolut bestemte de sig til at krydse over med det samme, men det blev det jo kun værre af med den vestenvind. I Knebel Vig (!?) gik det galt. Bådene kæntrede i den hårde sø. Myten vil vide, at den ene styrmand straks blev set siddende på alle tre redningsveste, med en åre under hver arm. Men - som historieskrivningens fader Herodot har sagt - 'Det tror jeg nu ikke på'.

Imidlertid fandt man snart ud af at Peter Ahm ikke var kommet fri af spændholterne og derfor sad fast under båden. Peter har altid været kendt for at udvise den største besindighed i alle situationer og således forholdt det sig da også i denne. Da de andre roere fik båden vendt, sad Peter med hovedet oppe i luftlommen og bakkede videre på sin pibe! Se non é vero, é ben trovato. Efter at have tømt en venlig bondemands cognacflaske blev de uheldige helte kørt hjem til Aarhus. Da de stadig ikke var til at slå et ord af, måtte sagen jo ende i søforhør hos bestyrelsen. Hvad der her kom frem hemmeligholdes også. Blot vides det, at Langturschefen og Styrmanden hver kunne forlade mødet med en næse.

Langtursroningen vandt dog frem alligevel. I 1967 roedes for første gang om Lillebælts Blå Bånd. Bedste ASR placering blev en 3. plads. Med i båden var Gjørupbrødrene. Knud kunne dog ikke helt følge successen op året efter. Da han sammen med Jan og Niels Axel ville ro derned, måtte afgangen udskydes det meste af en dag på grund af Knuds umådeholdne indtagelse af hashpandekager. Om det var dette eller en knækket åre der resulterede i placeringen skal være usagt. Men ellers roede Knud meget gerne langt. I 1966 var han blevet kilometerkonge i klubben med 446 kilometer (første gang det berømte askebæger blev uddelt). Hvordan aktiviteten i disse år vokser viser sig blandt andet på det antal kilometer der skal til for at hjembringe denne titel. I 1969 gik den til Peter Ahm med 2737 kilometer. Men da havde Peter, Knud og Ole Nørager også gjort den som 'Ummelandsfarere'. Efter at have roet fra Aarhus til Thyborøn blev de enige om at ville følge i vikingernes fodspor og runde Skagen. Som tænkt så gjort. Man roede videre, rundede Skagen og fortsatte ud i Skagerak. Om dette beretter de ovennævnte gerne. At der var havblik i Skagerak glemmer de derimod som oftest at få med.

Den øgede aktivitet i klubben kan også gøres mere håndfast op. Rent statistisk ser det således ud:
1963 blev der roet ........... 120 ture
1964 ......................... 572 ture
1965 ......................... 633 ture
1966 ......................... 912 ture
1967 ......................... 1155 ture
1968 ......................... 1120 ture
1969 ......................... 1220 ture
1970 ......................... 1425 ture
I 1967 svarer det til 18.747 medlemskilometer; i 1970 er medlemskilometertallet helt oppe på 30.566.

Roning er jo andet end langture og kilometerjag. Brabrand og kaproning skal ikke forbigåes, når 1960'ernes historie skal skrives. Det årlige højdepunkt i kaproningen var ottermatchen med DSR. Et forsøg på at lave en dansk udgave af Oxford-Cambridgematchen på Themsen. Politiken og Aarhus Stiftstidende var sponsorer. Roerne tog da også løbet så højtideligt, at de indledte konditionstræningen allerede i januar måned. Indpisker for holdet var Poul Jørgensen, der plejede at bringe sig i form ved at cykle til Aalborg og retur. På hjemvejen kom han efter sigende i tanke om en sød pige i Haderslev, hvorfor han naturligvis fortsatte derned. Kondition eller ej. Lad os indrømme det straks, at det ikke gik ASR særlig godt i de 1øb. Et år fangede man en ugle, - et andet år faldt en af roerne af sædet. Værst gik det dog i 1966, da vejret var så hårdt, at båden hurtigt blev bordfyldt og begyndte at synke i agterenden. At etteren fortsatte med at ro, medens han råbte 'tøsedrenge' efter de andre hjalp intet på resultatet. Båden sank kort efter. Det var kun en ringe trøst, at DSR-båden også sank. Det skete nemlig så sent, at den af roerne blev svømmet i mål. DSR blev udråbt som vinder.


I 1967 kunne ASR fejre sit 25 års jubilæum. Det skete med en kæmpefest i Stakladen. Vor gamle fyrretræsbåd Nord måtte afgive stævnen til pynt (hvad ingen beklagede). I siderne var der ophængt fiskegarn for at sikre den maritime stemning. Men ikke nok med det. Vor gamle otter var anbragt midt i Stakladen og fra den serveredes skipperlabskovsen. Hans majestæt Kong Frederik IX sendte som protektor lykønskningstelegram, der blev oplæst mens forsamlingen stod ret. Klubbens stifter og formand gennem de første 22 år Otto Bjerrum blev udnævnt til ridder af Dannebrog. Jo, der var skam stil over det.

Den mere løsslupne del af arrangementet sørgede de menige roere for. Da de højtidelige jubilæumssange var overstået tog Ivar, Knud og Niels Axel fat på deres hjemmelavede vise. Den er tydeligt inspireret af de ovenfor omtalte begivenheder. Den skulle efter sigende kunne synges på melodien 'Den er fin med kompasset' (men endegyldigt bevis savnes vistnok stadig).
'Vi høstede hæder,
på kaproernes sæder,
når ikke vi tabte
fordi vi faldt af
og brækked en åre
og sank eller gjorde,
det bedste vi kunne,
men tabte endda.

For den omtalte otter var kaproningen imidlertid slut. Hen mod festens slutning var ASR-roerne blevet så feststemte, at de solgte båden til Risskov Roklub for 1 krone, mod at risskovroerne straks tog båden med sig. En otter er imidlertid ikke sådan at manøvrere med i Studenternes Hus, og feststemningen gjorde det naturligvis ikke lettere. Da risskovroerne endelig fik båden ud af huset kom de uvægerligt til at holde på tværs af Ringgaden. I det samme kom der et motordrevet køretøj, der på et øjeblik forvandlede en robåd til en bunke pindebrænde. Skuffede og nedslåede ville risskovroerne luske hjem. Men den gik ikke. Ordensmagten i form af politiet stillede hurtigt og forlangte at de selv ryddede op. Resten af festen fortoner sig i uklare erindringsbilleder af tvivlsom historisk værdi.

Jubilæet gav sig dog også mere permanente udslag. Efter ihærdige henvendelser til en række firmaer havde bestyrelsen fået samlet så mange penge sammen, at den store bådehal kunne bygges i 1968. Det var klubbens daværende næstformand Genefke der var drivkraften bag dette projekt. Et sådant arbejde er naturligvis ikke uden vanskeligheder. Da man skulle grave ud til fundamentet op mod banelegemet, fandt man ud af, at det var den gamle havnemole man prøvede at stikke spaden i. Her kom selv veltrænede roeres kræfter til kort. Fundament i den del af bygningen måtte opgives. I stedet støbtes den trappe vi jævnligt går og falder over. Sådan er der en forklaring på så meget. Selv i en roklub.

1966 var året hvor vi fik Cimbria indlemmet i bådparken. Om de historiske facts hersker der nogen uenighed. Vi vil derfor henholde os til myten. DSR's formand havde i flere år haft en drøm om at ro fra København til Aarhus. Ved DSR's 75-års jubilæum skulle drømmen gøres til virkelighed. ASR fik en henvendelse om at arrangere fest ved ankomsten. Vor fattige klub var først afvisende, men lagde så lumske planer og slog til. Turen blev arrangeret. Skal man ro til Jylland, hvad er da mere naturligt end at ro i Cimbria? En marinekutter optrådte som ledsagebåd fra Sjællands Odde og således lykkedes det mandskab og materiel at komme velbeholdne til Aarhus. Her var der sørget for at Postorkesteret stod opmarcheret på kajen for at kaste glans over begivenheden. Senere fulgte festen, og her blev der ikke sparet på de jydske produkter fra limfjordsbyen. ASR-bestyrelsen skænkede rundhåndet op, samtidig med at de forklarede om klubbens betrængte situation. Da DSR-roerne havde fået forevist vor miserable bådepark blev det dem for meget. I studenterbroderskabets ånd gjorde de en håndbevægelse, - og Cimbria var vores! Om roernes modtagelse hjemme i København foreligger der ingen nøjagtige facts.

Således ændrede meget sig i roklubben i løbet af tresserne. I begyndelsen af 1960'erne beretter Ankeprotokollen om både der ikke er rene og porten der ikke er aflåst. Senere kommer der andre temaer til. Den 22.8.1966 ses følgende nødråb 'Vi savner efterhånden kvindelige medlemmer i roklubben.' SK. Tålmodigheden er ikke stor, for allerede 25.8 klages der 'Der er stadig ikke kommet nogen piger!' Der skulle ikke tre dage, men fire år til før tingene ændrede sig. Først i foråret 1970 besluttede de otte fremmødte på generalforsamlingen at stemme ja til det ændringsforslag, der banede vej for kvindelige medlemmer. Og dermed sluttede så tressernes epoke.

Hans Christian Ralking


-Artikel bragt i ASR Årebladet, nr 4/1980


Tilbage Tilbage til forrige side!

Siden er opdateret af webudvalget