AARHUS STUDENTER ROKLUBS TREDJE SÆSON

Paa et Tidspunkt efter Nytaar, som Regel først naar Vinteren for Alvor er ved at sætte ind, og man er saa fjernt fra Roningens Solskinstimer som vel muligt, kommer man i Tanker om, at der skal skrives Aarsberetning over Sæsonen det foregaaende Aar.

 

Man begynder paa det med en tilbageholdt Irritation, men sidder snart fordybet i sommerlige Overvejelser, og drømmer sig bort fra Galoscher og Pelshue - til blide Pust af Sol og Sommer. Saa vækkes man af Hallucinationerne, ved at der ringes om et frosset Vandrør i Klubhuset, og man benytter Lejligheden til at se, hvordan Baadene har det i deres Vinterhi. Og først næste Dag sætter man sig igen i Gang med Aarsberetningen paa en fastere Realitetsbasis.

 

I de tre Aar, Aarhus Studenter Roklub har bestaaet, er det blevet vanskeligere og vanskeligere at skrive Aarsberetning, fordi Hindringerne for Gennemførelse af en Sæson med virkelige Roforhold har været stadig voksende.

 

1945 begyndte daarligt, ogsaa for Aarhus Studenter Roklub's Vedkommende. Ved de Tider, hvor Lysten til at se Byen fra Bugten begyndte at vaagne, befandt vore Baade sig fjernt fra Baadehuset, oplagt hos gode Venner paa en Herregaard uden for Byen. For alle Tilfældes Skyld var de her dækket til med Hø og Halm og maatte, da Bestyrelsen havde arrangeret den fornødne Ekskursion til Stedet, afdækkes, hvorved afsløredes, at adskillige Musefamilier havde overvintret i Baadene. Forsøgene paa at faa dem med ud at sejle lykkedes ikke. Baadene blev kørt til Kysten paa en skumplende Lastbil over opkørte Skovveje, forbi Skilte angaaende Minefelter, dramatisk udseende tyske Vagtposter, og hvad nu en Skov kunde rumme af den Slags Uhyrligheder i April 1945, og det viste sig overraskende nok, at Baadene kunde flyde, da man forsøgsvis satte dem i Vandet. Bestyrelsen roede da - iført tilpas vinterligt Udstyr - med Møje og Besvær hjem til Baadehuset, hvor det sidste Læs Halm blev læsset af, og en Reparatør straks gik i Gang med Eftersyn og Istandsættelse. Man enedes derefter om, at denne tidligt begyndte Sæson skulde se Bestyrelsen som gæve Morgenroere og flittige Langtursroere.

 

Forsaavidt en meget god Begyndelse. Men vi var klar over, at Turen til dels foregik paa vor egen Fortolkning af Spørgsmaalet om Ophævelse af Roforbudet paa Bugten. Med den Afventen overfor alle Forhold, som prægede den historiske April Maaned, vedtog man ikke at vedtage nogen Dato for Standerhejsning, men se Tiden an.

 

I Begyndelsen af Maj havde Flertallet af Klubbens Medlemmer saa meget at se til, at man ikke kunde tænke paa Standerhejsning, og da der faldt lidt mere Dagligdag over Forholdene, var Udsigterne til at komme ud at ro ikke særlig lyse. En Masse Tyskere roede stadig rundt i Havneomraadet, og den danske Havnekommandant meddelte, at der foreløbig ikke kunde blive Tale om Roning paa Bugten. Men alt klaredes jo, som Tiden gik, og den 29. Juni var vi naaet saa vidt, at Klubben kunde aabnes officielt med Tilladelse til at befærde Bugten.

 

Dagen blev indledet med en ekstraordinær Generalforsamling, hvor Bestyrelsen stillede sine Mandater til Raadighed, fordi den stik imod Lovene ikke havde ind varslet til Generalforsamling i Februar Maaned af den Grund, at den kun kendte ganske enkelte af sine Medlemmers Adresser, og enhver aftenlig Sammenstimlen - navnlig af Studenter - paa det Tidspunkt mishagede visse Kredse.

 

Landsretssagfører Storm Mortensen og Fabrikant Elvin Geertsen kunde - grundet paa manglende Tid - ikke modtage Genvalg, og i deres Sted indvalgtes Civil ingeniør H. Tølbøll, der overtog det lidet misundelsesværdige Job som Materialforvalter, samt stud. oecon. H. Christiansen. Formanden takkede de afgaaede Medlemmer, som har haft deres Andel i Klubbens Start og Etablering, og understregede dette yderligere ved den Sammenkomst, man holdt om Aftenen i Søsportshuset, hvor et beskedent Maaltid Mad og Væde samlede et halvthundrede Mennesker. Bagefter spadserede vi tilbage til Klubben, og her døbte Geertsen den nye Outrigger ”Liberty”, medens Arbejdernes Roklub's Formand, Hans Larsen, døbte den noget aldrende Outrigger ”Tante”. Bagefter dansedes i fri Luft til Akkompagnement af de obligate Friluftsklaverer.

 

Dette blev Klubbens eneste Festlighed i 1945, og den blev afholdt paa et Tidspunkt, hvor desværre Flertallet af Studenterne havde forladt Byen.

 

 

 

Fra Baadedaaben i Aarhus Studenter Roklub.

 

Rigtig Gang i Roningen kom der ikke, dertil var der gaaet for meget af den bedste Del af Sæsonen, og Studenterne var taget paa Fredssommerferie, men enkelte Hold udmærkede sig dog ved ihærdig Morgenroning til langt ind i Oktober Maaned. Paa Trods af at Klubben havde faaet Indbydelse til Aarhus Regattaen, hvor Aarhus Studenter Roklub er Medarrangør, og andre Kaproninger, maatte enhver Form for Kaproning opgives. Det var saadan set Synd, eftersom vi umiddelbart efter Standerhejsningen havde faaet en dejlig 4-Aarers Outrigger af Aeroplanbirk hjem, men vi tror, at den vil blive brugt des flittigere i Sæsonen 1946, hvor forhaabentlig Studenter-Matchen mellem det københavnske og det jydske Universitet bliver til Virkelighed.

 

Langtursroningen blev ogsaa kun dyrket meget lidt og indskrænkede sig nærmest til Ture Bugten rundt, og af Gæster saa vi desværre kun faa Kammerater fra Danske Studenters Roklub, men ogsaa her sætter vi vor Lid til Sæsonen 1946, hvor vor Baadebestand og Klubben i det hele taget staar til Disposition for D. S. R.'s Medlemmer efter nærmere Aftale med Klubbens Rochefer.

 

Vi sendte Royal Air Force's herværende Styrker en Indbydelse til at ro hos os, men Englænderne benyttede sig kun lidet heraf. - Aarsagen var ifølge den Takkeskrivelse, som blev sendt Klubben, da Nøglen blev returneret: »that we have long since been unable to practice and our muscles are now ill-attuned«.

 

Paa Aarhusbugten

 

Klubbens Næstformand, Amtskontorchef Arthur Bach, har som Formand for Brabrandudvalget arbejdet ihærdigt med det for Løsning af jydsk Roning saa overordentlig vigtige Spørgsmaal om Etablering af en virkelig Kaproningsbane paa Brabrand Sø, og Arbejdet er skredet saa godt frem, at der nu kun mangler at faa ført en Del Forhandlinger med Arbejdsministeriet, Aarhus Kommune og Omegnskommunerne, for at det helt store Projekt kan realiseres.

 

Den 21. Oktober blev Standeren strøget, idet vi bibeholdt den halvaarlige Tradition, hvorefter kun enkelte Bestyrelsesmedlemmer og ingen menige Medlemmer indfandt sig, og en Sæson - endnu mere unormal end de to foregaaende - var dermed Slut.

 

Nu haaber vi paa en ordinær, lang og en virkelig god Sæson i 1946, saaledes at vi kan faa Mulighed for at bringe et mindre kedeligt Referat af vort Virke i Aarbogen næste Aar, illustreret med Billeder af den Slags Situationer, som faar det til at gippe i en stiv og vinterlig Roer, naar de tages frem en sur og halvmørk Februardag.

 

Otto Bjerrum