AARHUS STUDENTER ROKLUBS FJERDE SÆSON

 

Vi kan desværre ikke melde om nogen straalende Sæson. Det vilde være forkert at lægge Skjul paa, at vi er overordentlig skuffede over Sæsonens Forløb, men Bestyrelsen er efterhaanden blevet klar over, at det ikke er noget lokalt Fænomen, gældende for vor Klub alene, men Følgen af en Mathed, som har grebet alle Roklubbers Medlemmer.

 

Den straalende Beretning, vi gerne vilde have aflagt i Aar, ledsaget af solskinsfyldte Billeder, maa vi derfor stadig foreholde Læserne af D.S.R.’s Aarbog, som med sædvanlig Venlighed overlader os den fornødne Plads for en Beretning.

 

Der blev roet ind mellem de talrige Byger, og der blev ogsaa foretaget nogle Langture, men de af vore Medlemmer, som skulde fotografere, paastaar, at der ikke var Mulighed for at tage nogle ordentlige Billeder paa Grund af Vejret.

 

Vor Deltagelse i Kaproningsbanen paa Brabrand Sø er tilstrækkelig oplyst ved, at Brabrand-Udvalgets Formand ogsaa er A.S.R.’s Næstformand, Amtskontorchef Bach, og der skabes her ad Aare en Bane, som vil trække Rosporten af international Klasse til Byen. – Forhaabentlig vil Studenterne i Aarhus til den Tid i højere Grad endnnu forstaa Betydningen af Kaproningen og deltage heri.

 

Bestyrelsen har holdt et alvorspræget Møde, hvor man har drøftet Situationen baade som Følge af den manglende Interesse for Kaproningen og den slette Sæson i det hele taget, og man er blevet enige om nu at gaa frem efter en 5 Maaneders Plan for at faa gang i Klublivet. Blandt andet er vi begyndt at udsende et Medlemsblad, som foreløbig kun bestaar i et Par duplikerede Ark hver Maaned, men som skulde medvirke til at knytte Forbindelsen mellem Medlemmerne mere fast end hidtil. Herudover er der forberedt et par Aftener med Keglespil og anden idrætslig Underholdning, og der er planlagt en Skitur til Norge.

 

Vi udtaler ogsaa for 1947 Haabet om et godt Samarbejde med D.S.R. og haabet, at dette Jubilæumsaar i Roklubbens Historie maa blive et Rekordaar saavel for D.S.R. som for vor Klub og Roningen i det hele taget.

 

Otto Bjerrum