UNIVERSITETSMATCHEN 1960

 

En kanin beretter om Studentermatchen i Århus

 

Jeg havde kun roet ca. 3 uger, da jeg blev bedt om at ro med på Købunhavns Universitets otter i matchen mod Århus universitet. Aftenen efter var vi ude i en outrigget firer. Her fik jeg min første forskrækkelse. Jeg var sat til at ro som et, og idet vi lagde ind til pontonen, glemte Per Willems, som var cox, at kommandere ”sæt i”, og jeg blev smidt udenbords, da min åre ramte pontonen, Efter nogen tid var der nogenlunde balance i fireren, og Ib Christoffersen sendte os i Sydhavnen for at træne i otteren.

 

Sø kom den lørdag, da vi skulle rejse. Vi mødte i Sydhavnen og var lige en lille tur ude, ikke mindst for at lære styrmanden Kell at kende; det var kun anden gang, han styrede for os. Derefter fik vi udleveret en klubjakke hver under mange protester. Det var især holdets laps, Millman, der ikke mente, jakken, der lignede en si med de mange mølhuller, passede. Der var imidlertid ingen vej udenom. Vi fik at vide, at når de jakker havde været gode nok til de roende for over 25 år siden, så var de også gode nok nu.

 

Kl. 22 mødte vi så ved Århus-båden; da var Strigel allerede mødt med lysegrå slips til hele holdet, idet han var klar over, at ingen af os mødte med de reglementerede slips. Det var blæst godt op om lørdagen, så båden vippede godt, da vi kom uden for havnen. Millman begyndte at tale om, at hans mave opførte sig mærkeligt, og Erling begyndte så at ”trøste” ham ved at tale om mad. 5 minutter efter forsvandt Millman op på dækket, hvor han opholdt sig det meste af natten. Tidligt næste morgen – for tidligt, syntes Emil – blev vi vækket, og op på kajen stod to repræsentanter for Århus-holdet, som lodsede os ind i et par taxaer, som kørte os til Hotel Royal, hvor vi fik et hårdt tiltrængt morgenmåltid. Her kom Århus Studenter Roklubs formand, hr. Bjerrum, som var meget sejrsikker, og havde vi ikke haft vor egen formand, hr. Bjørn Møller, med, som ikke var mindre sejrsikker, havde vi helt tabt modet.

 

Efter morgenmaden tog vi ned i Århus Roklub, hvor vi skulle låne en båd. Vi gik så i gang med at få den rigget til, og da det blæste kraftigt, bestemte Christoffersen, at den skulle rigges højt. Vi skulle så ud og prøve den. Vi havde lige prøvet en start, da Erling fangede en kæmpe-”ugle” og med nød og næppe undgik at blive kastet ud af båden. Efter den første tur var der ikke så megen optimisme tilbage i båden, for vi kunne ikke få den til at glide, desuden hang den så meget i styrbord, at vi, der roede i bagbord, dårligt kunne nå ned til vandet med vore årer.

 

 

Klokken var nu blevet så mange, at vi måtte tænke på frokosten. Vi fik 10 kr. pr. mand til frokosten. Vi gik så alle sammen op i byen, hvor Ib Christoffersen kendte et godt madsted. Efter frokosten tog vi tilbage til roklubben, hvor vi skulle gøre os klar til matchen. Medens vi klædte om, varmede op og rode til start, havde der været et optog, som gik igennem byen, men det gik vi desværre glip af. Vi klædte om – vi skulle ro i hvidt, medens de andre roede i blåt. Nu lå båden nogenlunde i vandet, og vi begyndte så at ro ud af lystbådehavnen for at komme ind i selve Århus havn. Lige idet vi stak spidsen af båden ud af lystbådehavnen, slog de første søer ind over os; vi turde dårligt vende , for så ville vi få søerne ind fra siden, men det gik, uden at vi fik nævneværdigt med vand i båden. Nu var århusianerne også kommet ud af lystbådehavnen, og de havde det samme besvær med at få vendt. Begge hold var nu parat til at starte, men der var ingen til at starte os, og vi var så uheldige at vi havde fået den bane, der var nærmest ved molen, så vi skulle ikke blot passe på dønningerne, men også på de større moddønninger, som kom fra siden.

 

 

Endelig kom starterne, men nu var vores båd kvartfuld af vand. Vi lå så lidt og kæmpede for at få bådene på linie, og så gik starten, men på grund af det meget vand, vi havde i båden, lå den meget dybt, og moddønningerne fra molen løb lige ind i båden, og i løbet af ingen tid var der så meget vand i båden, at riggene lå i vandoverfladen, og det var umuligt at ro; for så at gøre det helt fuldendt, strøg den ene af speedbådene så tæt forbi os, at båden blev helt fyldt. Styrmanden kommanderede nu: ”Så står vi af!” og alle forlod den synkende skude, og det var alt andet end behageligt, for vandet var kun 8 grader varmt. I den anden båd, som nu var blevet halvt fuld af vand, så vi styrmanden bruge sin råber som øse.

 

 

Efter at de i speedbåden havde fået tag i båden, begyndte vi at svømme hen mod nogle jerntrin i den 4 m høje mole; her blev vi hjulpet op af politiet, som var kommet til hjælp. Vi blev så i bil kørt til målet, hvor vi lige nåede at se Århus-båden passere målstregen. Hr. Bjerrum foreslog nu, at vi løb ned til roklubben for at få varmen. Vi løb så de ca. 3 km til roklubben, og det var sikkert grunden til, at ingen af os blev syge. Vi fik et bad, og ærgrede os over, at vi ikke havde fået vist, hvad vi kunne – ud over at svømme. Klokken var nu blevet 16, og vi skulle først være på universitetet kl. 18, så vi havde 2 timer til at kigge på byen i. Vi var ude at se ”den gamle by”. Derefter kørte vi til universitetet, hvor der var dækket lange borde.

 

Under middagen blev der holdt taler af begge universiteters rektorer, formændene for de to roklubber, holdkaptajnerne på de to hold samt af chefredaktør Stephensen, som også uddelte præmierne. Hver af os fra København fik en bog, på hvilken de stod ”Århus universitets svømmeprøve 1960”; desuden fik Kell en flaske rom ”mod forkølelse”. Vi blev i øvrigt beskyldt for at have trænet i at ”stå af”, men professor Dich reddede os, idet han sagde, at vi umuligt kunne have øvet for, for han havde aldrig set noget lignende, f. eks. var der en, der havde rejst sig op i båden og lavet et perfekt udspring på hovedet, desuden var der trådt to huller i båden under ”udstigningen”.

 

Efter middagen var der bal. Der blev dog ikke danset meget, der var for få piger, men det gik udmærket alligevel, og stemningen var meget, meget høj, da vi måtte bryde op for at nå båden. Vi kørte alle ned til båden, med orkester og det hele. Der var liv og glade dage i Århus havn den aften, og det var meget sent, før vi kom til køjs. Næste morgen måtte vi tidligt op, for nogen skulle på arbejde. Igen var det Emil, det kneb med at få op, og da vi kom for at vække ham, hørte vi ham mumle i søvne: ”Ro til! De har kun en længde – åh nej, det går ikke, vi går nede ”. Den dag kunne man uden på Politiken læse: ”Århusianerne vandt i roning og københavnerne i svømning”. Det var lidt flovt.

 

Kaninen